Gratis glæder på internettet

“Intet er gratis”, lyder det fra mange, som tager penge for ydelser og produkter, men på internettet findes der stadig mange gratis glæder, man kan drage fordel af.

Facebook, Twitter, Google og de andre “kanoner” på nettet er alle gratis, men hvis man dykker ned under onlinehavets overflade, findes der en masse små ukendte hjemmesider, som du kan bruge mange timer på – ganske gratis.

Alverdens musik uden omkostninger

Mens pladebranchen bløder, går det rigtig godt for flere musiktjenester på nettet, og det er i den grad til gavn for dig som forbruger.

Spotify er den mest kendte musiktjeneste, og her har du stadig mulighed for at lytte til gratis musik. Folkene bag Spotify vil (naturligvis!) gerne have betalende kunder, og derfor er der begrænsninger i forhold til brugen af gratis musik.

I det første halve år efter oprettelsen af en bruger kan du høre ligeså mange timers musik, som du ønsker. Der er ingen restriktioner på tid eller antal numre. For alligevel at få lidt penge i kassen på “gratiskunderne”, så må du dog finde dig i, at der kommer korte reklamer mellem numrene. Efter et halvt år kommer der automatik en spærregrænse på, som betyder, at du kun kan høre 10 timers gratis musik om måneden.

Af andre musiktjenester kan nævnes Soundcloud og Grooveshark.

Quiz på nettet

Det er hyggeligt at sidde i gode venners lag eller i familiens skød med et spil Trivial Pursuit eller lignende, men hvor tit er det lige, man egentlig får gjort det? Er man til quiz af den ene eller den anden slags, så har nettet også et væld af muligheder for at stille den trang ganske gratis.

Du kan finde et utal af quizsider med quizzer, som indeholder spørgsmål, der dækker alle områder lige fra kunst til geografi.

I den nicheprægede ende af skalaen findes der også en amerikansk sportsquizhjemmeside, hvor du kan udfordre dine venner til paratviden om NFL, NBA eller NHL. Er man en ægte sportsnørd med hang til de nordamerikanske sportsgrene, så kan der bruges uendeligt mange timer på denne side.